OPMAERKSOMHED.DK
En blog om FairTrade, miljøvenlige, socialt ansvarlige og økologiske begivenheder, produkter og organisationer.
søndag, marts 15, 2009
mandag, marts 09, 2009
Danskerne har verdensrekord i økologi
Danmark er det land i verden, der bruger flest penge på økologi - ikke mindst på mælk.
Danskerne bruger nu flere penge på økologisk mad end noget andet folkefærd i verden.
I 2007 brugte hver dansker i gennemsnit 106 euro - 790 kr. - på økologiske produkter. Dermed har danskerne med en enkelt euro nu også overhalet schweizerne, som ellers hidtil har været frontløber på økosiden. Det viser den seneste opgørelse fra statistikbureauet ZMP.
Mejerierne er vækstlokomotivet
Nummer tre på listen med 89 euro er Østrig, mens Tyskland følger på fjerdepladsen med 64 euro. Førstepladsen i Europa sikrer samtidig Danmark en økologisk førerposition på verdensplan, når det gælder om at bruge penge på økologisk mad.
Danskernes forbrug af økologiske produkter er steget markant de seneste to år. Fra 2006 til 2007 med 33 pct. og fra 2007 til 2008 med 25 pct., så det sidste år nåede op på ca. 4,5 mia. kr.
Mejerierne er økologiens store vækstlokomotiv. Ud af det samlede danske forbrug på 4,5 mia. kr. udgør mejeriprodukternes andel 1,7 mia. kr. - eller knap 40 pct.
***
torsdag, marts 05, 2009
Irma udvider antallet af økologiske varer
Mens finanskrisen har sat økologien under pres, så går Irma den modsatte vej og forstærker nu sin indsats på økologi.
Kæden har udvidet sit samlede udvalg af økologiske varer betragteligt og sælger nu over 1100 forskellige økologiske varer, mod cirka 900 økologiske varer sidste år på samme tid.
Og til trods for at kæden allerede har verdens vel nok højeste andel på økologi blandt supermarkeder, er det lykkedes at øge andelen yderligere.
Det samlede salg af økologiske varer er i årets første to måneder øget med 12 procent i Irma i forhold til den tilsvarende periode sidste år.
Det indebærer, at de økologiske varer nu udgør ikke mindre end 21,4 procent af Irmas samlede omsætning. Til sammenligning er den gennemsnitlige økologiske andel i hele dansk dagligvarehandel cirka 6 procent. En ny opgørelse fra EU viser, at Danmark har en suveræn 1. plads blandt de europæiske lande. Hver dansker køber i gennemsnit økologi for 596,00 Dkr. om året. På 2. pladsen kommer Østrig med 475,00 Dkr. Sverige kommer ind som nummer 5 med 312,00 Dkr.
”De seneste 3 års meget store stigning i danskerne køb af økologiske varer har sat gang i udviklingen af mange nye, velsmagende økologiske produkter. Derfor oplever vi i år mange nye varer,” siger indkøbschef Hans Christian Ipland.
”Samtidig har vi i år introduceret et stort kvalitetsprisprogram, hvor vi har sat de faste priser ned på cirka 200 af vores mest populære varer. Blandt disse varer er også en del økologiske, og det har selvfølgelig også været med til at fastholde kundernes interesse for økologi,” siger Hans Christian Ipland.
For hele 2009 forventer Irma en mindre stigning i salget af økologiske varer i forhold til de foregående år, men det får ikke kæden til at ændre på sin langsigtede strategi om, at kæden vil være den førende supermarkedskæde, målt på udvalg og andel af økologiske varer.
***
søndag, marts 01, 2009
Danmark i økologiens verdensklasse

Økologiens succes i Danmark skyldes i høj grad en effektiv og statsstøttet indsats for at få forbrugerne til at købe økologiske fødevarer.
Ifølge ny dansk forskning er der klar sammenhæng mellem de enkelte landes økologipolitik og forbruget af økologiske produkter.
Når Danmark er førerland i EU med omkring 6,5 pct. af alle danske fødevarer som økologiske, er det fordi, at staten har været med til skabe efterspørgsel og ikke kun har skubbet på produktionen.
***
Fairtrade trodser krisen

Danskerne køber Fairtrade-mærkede produkter som aldrig før, og intet tyder på, at tendensen vil tage af.
Gode vilkår til kaffebønder og arbejdere på chokoladeplantager ligger danskerne meget på sinde. Sådan ser det hvert fald ud, hvis man ser på salget af Fairtrade-mærkede produkter, der satte rekord i 2008.
Samlet set steg salget af kaffe, bananer, sukker og andre varer med Fairtrade-mærket 40 procent i det forgange år, og dermed ender omsætningen i detailhandlen af den populære varegruppe på godt 400 millioner kroner. Det er ny rekord, og intet tyder på, at danskerne vil forkaste Fairtrade-konceptet, selv om forbruget er faldende.
***