mandag, december 04, 2006

Nettets nye reklame-magneter

Blogs skyder frem overalt i cyberspace, og er man populær, kan man score penge på at omtale produkter i sin blog


Camilla Riis Cornelius - 08:00 - 03. dec. 2006


En ny type reklame er på vej til Danmark. Det er reklamer, som de såkaldte bloggere på nettet står bag. I deres elektroniske dagbog beskriver de i rosende vendinger et produkt, og vupti, så har 100.000 netbrugere pludselig fået viden om produktet. Fænomenet eksisterer allerede i USA og selv i vores naboland Sverige er man langt fremme med denne form for markedsføring.

Det ved den danske designer Christina Ribel. Hun har et lille designfirma i Stockholm og sendte for nylig et par T-shirt til de mest populære svenske bloggere, der kvitterede med rosende omtale.

- Bloggere i Sverige har på meget kort tid fået opbygget en stor læserkreds og er meget populære, og derfor tænkte vi, at det var en smart måde at reklamere på. Vi har jo ikke noget stort budget at lege med, forklarer Christina Ribel.

Ifølge Christina Ribel var markedsføringen hurtig og effektiv. Hun oplevede med det samme en øget aktivitet på sin hjemmeside og fik langt flere bestillinger end normalt på de udvalgte T-shirt.

Reklamesnak er yt
Ifølge Patrick Damsted, konsulent for Institut for Fremtidsforskning, er markedsføring via blogs noget, vi vil se mere af fremover - også i Danmark.

- Igennem lang tid er vi jo blevet bombarderet med reklamebannere på nettet, så derfor gennemskuer vi dem med det samme. Vi er nok blevet trætte af dem, og vi har mere tillid til andre forbrugeres oplevelser, siger han.

- Hvis jeg skal købe en Honda, vil jeg da stole meget mere på en australiers oplevelser med bilen, end hvad Honda selv skriver på deres hjemmeside.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start